FUJII: INTERAKTIVT KORT

Fujii

Fujii er kendt i området som en af de ældste og sydligste byer i sydregionen. Engang anset som en storby, primært anerkendt for sit fiskeri og salg deraf, ses den nu som en forstad til den større, mere moderne naboby Daido. Moderniseringen begyndte for alvor efter opfindelsen af glødestensmaskinen og fordelingen af glødestensressourcer, som ledelsen i Daido håndterer. Fujiis arkitektur og kultur er dog ikke så moderne, i dens udseende, som Daidos, især yderområderne på den anden side af Fujiis indre by er endnu ikke moderniserede og lever stadig under egne, mere konservative levevilkår. Naturen omkring Fujii er, som mange andre steder i syden, mytisk og stadig vild, uberørt eller meget lidt påvirket af områdets mennesker. På den anden side af byen ligger den store og åbne Sovannah-dal, som Zendo-skolen grænser op til, og hvor det anerkendte Samatha-tempel ligger, der har til formål at opdrætte de lokale aryaer. Aryaerne er, som det vides, en af de ældste og mest noble traditioner i sydregionens områder, såvel også her i Fujii. 

Zendo

Zendo skolen er et af Fujiis ældste og mest værdsatte områder, hvilket også er grunden til dens konservative og ældre, dog velbevarede, arkitektur og udseende, som skiller sig ud blandt resten af bygningerne i byen omkring. Skolens struktur har heller ikke ændret sig meget, siden den blev bygget for flere århundreder siden. Skolen har stået ved sit symbol, en himmelfugl med en bog i kløerne, lige siden og inddeler stadig eleverne i de traditionelle yngste, mellemste og ældre årgange, hvor hver klasse bliver undervist af årgangens lærere igennem fire år. Det eneste, som siden skolens begyndelse har ændret sig, er selvfølgelig skolens elever og lærere, samt de fag, som eleverne undervises i, der har til mål at forblive relevante og at lære eleverne om den for evigt forandrende verden, de er en del af.

Samatha

Samatha templet er kendt som Fujiis allerældste bygning og har, på trods af flere renoveringer og modernisering af templets udseende, hverken ændret funktion eller lokation, siden det blev bygget. Præcist hvornår templet blev bygget, er stadig uvist, det vides blot, at det har ligget der ved siden af Fujii i den store, åbne Sovannah-dal igennem flere århundreder. Templet huser de lokale aryaer samt deres roshier, som træner og lærer i templet med det formål at kunne beskytte Fujii og områderne omkring. At træne som arya har altid været en stor ære og tradition i hele sydregionen siden tidernes morgen, og selvom tiderne har ændret sig, og det ikke længere er aryaerne, men lovvæsenet, som beskytter Fujii og nu Daido, så er det stadig en vedligeholdt og ærefuld tradition at træne som arya i templet. Før i tiden blev aryaerne specifikt udpeget og udvalgt af templets roshier på baggrund af forskellige og forældede kvalifikationer. Nu om dage er aryaerne dog i templet af egen fri vilje og vælger typisk at blive arya på baggrund af tidligere familiemedlemmer eller bekendte, som også er blevet undervist som arya i det traditionsbundne tempel.

Daido

Daido anses som en nymoderne storby, der ikke er mere end 40 år gammel, og som blev bygget i takt med opfindelsen af glødestensmotoren og anvendelsen deraf, hvilket har givet byens ydre et effektivt og avanceret udseende. Byen blev hurtigt større og mere konventionel end den ældre naboby Fujii og fik derfor ansvaret for at kontrollere og håndtere begge byers ressourcer og infrastruktur. Mange beboere fra Fujii har derfor også fået tildelt arbejde i Daido, hvor arbejdslivet og mulighederne er mere progressive og findes i langt større grad end i Fujiis mere begrænsede og konservative muligheder. Daido er derudover kendt for byens travle kultur og dens metalliske udseende samt dens store bygninger, der huser alt fra kontorer, butikker, museer, teatre, kulturhuse og feriecentre, som man ikke finder andre steder i byens omegn.